Familielandbruget

Vi sætter familien i centrum

Fyns Familielandbrug afholdt torsdag d. 30. marts 2023 generalforsamling i Odense, hvor ca. 60 deltagere havde en spændende aften med spørgsmål og debatter, der gav røde kinder og sved på panden. Fyns Familielandbrug havde fornøjelsen af at præsentere Trine Rex fra L&F, der gav et spændende oplæg omkring ”Grøn skattereform” efterfulgt af en livlig spørgerunde og debat. Spørgsmålet vedr. CO2 afgiften var et varmt emne som flere af medlemmerne spurgte ind til. Her lød det fra salen, at man som landmand vil beholde den danske produktion af fødevarer i Danmark - også i fremtiden.

Spildevand var et af de store spørgeemner, efter beretningen fra formand Merete Hjort Pedersen. ”Spildevandet fra industri og husholdninger har stor indvirkning på vand og havmiljø. Gentagne overløb fra kommunernes spildevandsanlæg er også en presfaktor på den samlede spildevandsudledning. Samfundet står overfor en stor opgave, som også har været svær for de ansvarlige politikere at forholde sig til. Det er langt nemmere at flytte hele miljøproblemet over på landbruget”, lød det fra formanden. Især spildevandsproblematikken var også noget, der satte gang i debatten ved bordene. Mange af de fremmødte satte spørgsmålstegn ved udviklingen og manglen på handling, hvor Fyns Familielandbrug forsikrede dem om at fortsætte kampen for medlemmerne.

Formanden kunne også berette om et mindre fremgang i medlemstal i Fyns Familielandbrug. Det var skønt at se så mange unge var mødt op, og der blev også stillet krav fra de unge landmænd, der aktivt var til stede. Fyns Familielandbrug har et godt samarbejde med Landboungdom og der kom også positive dialog ud af fremtidens samarbejde. ”Vi glæder os til mere samarbejde fremover og det er skønt at se så mange unge melder sig ind i debatten. Det skal bare gerne gå begge veje. Det handler om de unges fremtid og foreningen, der vil skabe de bedste rammer og forudsætninger for, at netop de unge kan få en lys fremtid i dansk landbrug”, nævnte formanden. De unge spillede en stor rolle i løbet af hele aftenens debatter og diskussioner. Også de andre formænd i Familielandbruget i Region Syddanmark meldte sig i debatten med de unge og efter aftenens strabadser, var der en positiv stemning og alle glæder sig til det fremtidigt samarbejde, der nu skal sættes i gang.

Efter fælles spisning, indlæg og beretning blev der stemt til bestyrelses- og udvalgsposterne, hvor bl.a. den unge landmand og nu bestyrelsesmedlem, Mikkel Drejer fortalte, at han vil sætte mere fokus på deltid i foreningen. Vi glæder os til at følge udviklingen fremover. På Fyns Familielandbrugs hjemmeside kan man læse mere om foreningen og arrangementer, der bliver afholdt i løbet af året.